fredag den 21. marts 2014

Berlinblokaden Historie oplæg

https://www.youtube.com/watch?v=rZ19rnptyiQ

I løbet af 1947-48 iværksættes den amerikanske Marshallplan om økonomisk hjælp til Europa. I den sammenhæng oprettedes organisationen OEEC, der skulle organisere det økonomiske samarbejde mellem de europæiske lande, der modtog hjælp.

De østeuropæiske lande blev Sovjetunionen forhindret i at modtage hjælp.
USA, Storbritannien og Frankrig besluttede imidlertidligt at de tre vestlige besættelseszoner i Tyskland skulle modtage hjælp. Som et led i forberedelserne til at inddrage de tre vestlige zoner i det europæiske samarbejde, der indførte de tre besættelsesmagter en ny valuta i vestzonerne, nemlig D-Marken.

Det betød en økonomisk deling i Tyskland, og det var klart at der også ville ske en politik deling, at der ville blive to nye tyske stater, en vesttysk og en østtysk.

I den situation blev hovedstaden Berlin placering et problem, Berlin lå midt i den sovjetiske zone, med Postdamskonferencen havde opdelt Berlin i fire zoner, én til hver af besættelsesmagterne.
Sovjetunionen forsøgte nu at tvinge de tre vestmagter ud af Berlin ved at blokere adgangsvejene til Berlin, de forhindrede dog ikke luftvejene til Vestberlin.
USA og Storbritannien reagerede ved at etablere lufttransport af alle fornødenheder til Vestberlin fra de vestlige zoner i Tyskland.
Da vestmagterne ikke gav efter droppedeSovjetunionen blokaden.
Der blev nu oprettet to tyske stater: Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik.
Under krisen lå ansvaret for de vestlige zoner hos de militære øverstkommanderende for de tre zoner. I den amerikanske zone var General Clay den øverstkommanderende.



https://www.youtube.com/watch?v=_nHdB1vJNsg 


Berlinblokaden er den sovjetiske besættelsesmagt blokering mellem alle vand- og landeveje Vestberlin og vestzonerne og østzonen.

Fra marts 1948 havde russerne besværliggjort person- og godstrafikken til Berlin, fra den 26/6 1948 blev gennemfartsvejene spærret, og i november 1948 stoppede trafikken mellem Vest- og Østberlin.
Under blokaden forsynede Storbritannien og USA via tre luftkorridorer Vestberlins godt 2,5 millioner af indbyggere med fødevarer og brændsel.
Der blev gennemført ca. 200.000 flyvninger, dvs. mere end 1000 flyvninger i døgnet. Russerne spærrede ikke luftkorridorene,da de ikke ville risikere krig.
Flyvningerne fik stor betydning for især amerikanernes goodwill i den vesttyske befolkning.
Flyene blev kaldt for "rosinenbomber", fordi en amerikansk pilot kom på den idé at kaste lommetørklæder, siden små faldskærme med chokolade, tyggegummi, og andet slik ud til børn, der fulgte landingen i lufthavnen til Tempelhof midt i Berlin.

Da det ikke lykkedes vestmagterne til at opgive Berlin, blev blokaden hævet den 12/5 1949.

Årsagen til blokaden var de voksende modsætninger mellem Øst og Vest  i Tyskalandsspørgsmålet. Blokaden var gengældelse for vestmagternes forberedelse af en ny tysk stat i vestzonerne.

Russerne forlod den 20/3 1948 Det Allierede Kontrolråd, d. 19/6 forlod de også den allierede kommandantur i Berlin. Den direkte anledning til blokaden var gennemførelsen i vestzonerne d. 20/6 1948 af en separat valutaform, som indførte D-mark og som også blev gennemført i Vestberlin fire dage senere.


Valutareformen delte pengemæssigt og økonomisk Tyskland i to områder. Russerne gennemførte selv en valutaform i Østzonen. Det, at Russerne havde forladt Kontrolrådet, medførte at de fire besættelsesmagters fælles ansvar for udviklingen i Tyskland ophørte. Under blokaden fuldbyrdedes den politisk-administrative deling af Berlin i en vestlig og østlig del.


"Berlinblokaden. Under russernes blokade af Berlin i 1948-49 blev befolkningen i Vestberlin forsynet ad luftvejen. En luftbro med undertiden over 1000 flyvninger i døgnet bragte forsyningerne frem til de tre lufthavne Gatow, Tegel og Tempelhof. Her ses amerikanske transportfly, hvis last af levnedsmidler er ved at blive losset over på ventende lastbiler for derefter at skulle køres ud til fordelingsstederne. I næsten 11 måneder holdt luftbroen liv i Berlin"




Eventuel Gruppeopgave til vores medstuderende:


https://www.youtube.com/watch?v=5GoIL9gVonQ


Spørgsmål:

1. Hvordan beskrives Vestberlins situation efter at Sovjetunionen har lukket adgangsvejene til de tre vestlige besættelseszoner?
2. Hvordan forklarer ugerevyen, at Sovjetunionen har oprettet en blokade?
3. Hvordan fremstilles den vestlige/amerikanske indsats for Vestberlin?
4. En sådan ugerevy fra 1940'erne var datidens TV-nyheder. Hvordan ville man opfatte en sådan nyhedsudsendelse med nutidens danske briller?

Den engelske udenrigsminister Ernest Bevin om Berlinblokaden
Underhuset d. 30. Juni 1948
"... Som det er udvalget bekendt, har skærmydslerne i Berlin stået på i lang tid, og jeg tror, man har forsøgt at se, hvor længe vore nerver kunne holde til det. Der er ikke noget tegn på, at man nu vil holde op. Det begyndte med standsning af landevejstrafikken, det gik videre til trafikken på jernbaner, til vandvejene og så videre, og vi har nu fun­det os i det i måneder. Russerne påstår, at de handler af tekniske grunde - at jernbanerne trænger til reparation, at der var noget for­kert ved de passager, som prammene blev ført igennem, og at der var nogle vanskeligheder angående vejene og Elbbroen. Vi accepterede dette, vi tilbød teknisk assistance og materiel til hjælp for reparation af flodbroen. Vi er også parate til at hjælpe med at reparere jernbaner og holde kommunikationerne i orden. Vi forstår materialevanskelighe­den og alt det øvrige, og vi er parate til at gøre vor del. Jeg afgiver dette tilbud offentligt.
Men man må spørge, om den virkelige grund var mønten eller det var tekniske mangler, eller det var et forsøg på at gøre vor stilling i Berlin umulig? Teknisk kan vi som sagt hjælpe russerne over vanske­ligheden meget hurtigt, og det er sikkert, at der ikke behøver at være et øjebliks forsinkelse på vandvejene og landevejene. Spørgsmålet om mønten kan heller ikke længere være nogen god grund, fordi den gamle mønt nu er gjort ubrugelig i østzonen og i Berlin såvel som i vestzonen, så styrken i dette krav er svundet hen.
Hvis på den anden side grunden er politisk, og hensigten er at gøre det besværligt for os i Berlin, synes det indtil nu ... at russerne har til hensigt hensynsløst at udsulte 2,5 millioner mennesker for at frembringe, formoder jeg, kaos og revolte, at ødelægge helbredet på folk, som alle­rede er underernærede, for at lægge pres på de allierede, sammen med hvem de kæmpede i krigen, og som loyalt hjalp dem.
Hans Majestæts regering kan ikke tillade dette, og jeg er sikker på, at vore amerikan­ske og franske allierede indtager en lignende holdning. Vi kan ikke forlade disse standhaftige berlinske demokrater, som nægter at bøje sig for sovjettryk. Moralen i den store berlinske befolkning er ud­mærket, og dens beslutning om hellere at tåle enhver art af afsavn end at give sig ind under russisk eneherredømme må medføre vor kraftig­ste støtte.
(Bevin fremhæver, at Storbritannien arbejder snævert sammen med USA)
Vi er os fuldt bevidst det arbejde, som ligger for os og alle de hindrin­ger, som kan blive lagt på vor vej; men Hans Majestæts regering har besluttet at stille enhver mulig hjælpekilde, den har til disposition, til rådighed for den fælles anstrengelse.
USA, der som bekendt kan give en større lufthjælp end de andre vestlige allierede, har virkelig sat me­get store ressourcer ind til disposition for den fælles anstrengelse. For­målet med denne beslutning er at forhindre standsning af trafik og fragt og således gøre pålæggelsen af restriktioner, som afbryder strøm­men af fødemidler etc. til Berlin, uden virkning. Alt, hvad jeg kan sige i dette øjeblik er, at planerne for den store lufthjælp er skredet frem med stor hast, og de resultater, som kan opnås, synes at overgå vore første forventninger. Jeg kan naturligvis ikke give tal, men jeg vil bede udvalget ikke acceptere den temmelig nedslående beregning, som blev givet i radioen forleden.
Vi erkender, at en alvorlig situation kan opstå som resultat af disse beslutninger. Skulle en sådan situation opstå, skal vi bede Underhuset tage stilling til den. Hans Majestæts regering og vore vestlige allierede kan ikke se noget alternativ mellem dette og overgivelse, og ingen af os kan acceptere overgivelse. Vi er blevet informeret om, at den ame­rikanske regering ligesom vi selv betragter sin stilling i Berlin som hvi­lende på en bestemt aftale, og at dens beslutning om at blive i Berlin er urokket."
Sovjetunionen begrunder blokeringen 

Officiel Sovjetisk erklæring



. "Som følge af de tre magters konference i London med deltagelse af Benelux er der af den amerikanske, britiske og franske regering, som har til hensigt at dele og sønderlemme Tyskland, truffet omfattende forberedelser, som nu er i gang, til at oprette et særligt styre for Tysk­lands vestlige zoner og gennemføre den ensidige møntreform for Tysk­lands vestlige zoner, der blev sat i værk d. 18. juni 1948.
Eftersom den situation, der er blevet skabt i Berlin såvel som i hele Tyskland, er det direkte resultat af den amerikanske, britiske og fran­ske regerings systematiske krænkelse af Postdamkonferencens bestem­melser og af firemagtsaftalen om kontrolmaskineriet i Tyskland, må Sovjetregeringen forkaste som fuldstændig ugrundet den amerikanske regerings erklæring, hvori det hævdes, at de forholdsregler, der er ble­vet taget af Sovjetkommandoen med hensyn til en indskrænkning af transportforbindelserne mellem Berlin og Tysklands vestlige okkupati­onszoner for at beskytte Sovjetzonens økonomi mod at blive desorgani­seret, krænker de eksisterende aftaler om administrationen af Berlin ..."
Marshallplanen
Den 5. juni 1947 holdt den amerikanske udenrigsminister George Marshall en banebrydende tale på Harvard University i Boston. Realiseringen af Marshalls visioner, fik afgørende betydning af den vesteuropæiske økonomi og styrkede de overstatslige tendenser i samarbejdet mellem de vesteuropæiske nationalstater. Sovjetunionen og de Østeuropæiske lande var formelt set også omfattet af planen, men blev af Sovjetunionen tvunget til at sige nej... Marshall tale skal ses som en videreførelse af Trumandoktrinen, der blev formuleret nogle måneder før.
OEEC - Organisation for European Economic Co-Operation
OECD er en forkortelse for Organisation for Economic Co-operation and Development (organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling). 
OECD er en international organisation, grundlagt efter 2. verdenskrig og arbejder for at stimulere økonomisk fremgang og markedsøkonomi, mellem de demokratisk regerende medlemslande. 
Postdamskonferencen
I august 1945 mødtes lederne for de sejrende stormagter til konference i Postdam lidt uden for Berlin. Tyskland havde kapituleret i maj, og landet var besat af sovjetiske, amerikanske og britiske styrker.
Postdamskonferencen skulle bygge videre på de aftaler, de allierede havde nået, på Jaltakonferencen i Februar samme år. 
Sovjetunionen repræsenteredes selvfølgelig stadig af Josef Stalin, men USA's præsident Roosevelt var død i april, og hans afløser var den tidlige vicepræsident Truman. Ved konferencens start deltog Winston Churchill som Storbritanniens regeringsleder, men da hans parti, De Konservative, netop da tabte parlamentsvalget til Labour, måtte han overlade regeringen til Labour-lederen Clement Atlee, der overtog forsædet for den britiske delegation.
Frankrig var ikke til stede, men skrev under som besættelsesmagt slutdokumentet.
Det færdige dokument indeholdt bestemmelser, som de fire besættelsesmagter skulle efterleve, og understregede at de fire tilstræbte en samlet styring af Tyskland, og at de ville dele ansvaret. 
Det allierede Kontrolråd
Oprettet i henhold til Berlinerklæringen 5/6 1945. Herigennem udøvede de fire besættelsesmagter, England, USA, Sovjetunionen og Frankrig den øverste regeringsmagt i Tyskland.
Kontrolrådet, der havde sæde i den amerikanske sektor i Berlin, bestod af de fire militære øverstkommanderende, og de kunne træffe afgørelser i enstemmighed. Kontrolrådet udøvede regeringsmyndigheden som militærstyre, havde ansvar for Tyskland som helhed og udstedte love, direktiver, ordrer og proklamationer i anliggender, der angik hele Tyskland. 
Som følge af voksende spændinger mellem Sovjet og vestmagterne havde de øverstkommanderende i Det Allierede Kontrolråd tit svært ved at opnå enighed, og da den sovjetiske repræsentant i 20/3 1948 forlod rådet, ophørte det i praksis. Derefter eksisterede der ikke længere noget fællesorgan mellem besættelsesmagterne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar